Da Trolddomen bleff hved - & Paa Jorden han Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at Dend vaer
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I Liivets ydre vaer der Skifte Lig det han flt i Ulvens Liiv
De under ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For ingen hafver nogensinde Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de aldrig finde
End han - I hans Hirte: Een Affgrund Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Bund Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som i Natten vver Skald de atter falme
The spell did breake and release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A approaching payn
he was As he wander'd men On the surface of - no change No change as the Beast
They fear him, fooles A power pure, nature sans delusion
Amongst them he unseen Like a if Twilight The of Night
No voice of God did Man what He did & Phantom, Daemon & Beast - Mere names to what they fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea Which its deeps
- An shadow crawling the wintry soil All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his midnight Feare shall be agayn the Pious hearts of men