Da Trolddomen bleff hved - & Paa Jorden han Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten Dend Smerte
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De trller ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som uden Selfbedrag
Han useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, & Varulv Vaer Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I Hirte: Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Bund han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som Fryckt i vver de ffromme atter falme
The spell did breake and gave To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden approaching
he was As he wander'd men On the surface of - no change No change as the within
They fear him, these A power pure, unveil'd Perception sans
Amongst them he unseen Like a tint if The breath of
No of God did tell Man what He did & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea loves its deeps
- An animal crawling O'er the soil All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome from a sky
... And by the Of his midnight Feare shall be harvest From the hearts of men