Da Trolddomen bleff - & need Paa Jorden han Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver saa stoor at nsten Dend Smerte
Medens han gik Mennisker, vaer han skuffed frst: I Liivets ydre vaer der intet Lig det han hafvde flt i Liiv
De under ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst nogensinde Git Mennisket Svar paa han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som Fryckt i vver Skald de atter falme
The did breake and gave release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden approaching
he was As he wander'd men On the surface of life - no No change as the within
They him, these fooles A power pure, nature sans delusion
Amongst them he unseen Like a if Twilight The breath of
No voice of God did Man what He did Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere names given to they fear'd
But he - In his heart: An abyss As teh sea Which loves its
- An animal crawling the wintry soil All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his psalme Feare be harvest agayn the Pious hearts of men