Da bleff hved - & need Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han skuffed I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De under ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I Hirte: Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i Natten Skald de ffromme falme
The spell did breake and release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A approaching payn
he was As he with men On the of life - no change No as the Beast within
They fear him, fooles A power pure, unveil'd sans delusion
Amongst them he walks Like a if Twilight The breath of
No voice of God did Man what He did Werewolf & Phantom, & Beast - Mere given to what they fear'd
But he - In his heart: An abyss As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling O'er the soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his midnight Feare shall be harvest the Pious hearts of men